Velkommen til min hjemmeside!

Mit navn er Mads Bærentzen (f. 1974). Jeg er jazzpianist, og her på denne side kan du læse mere om mine projekter, koncerter, udgivelser mm.

Her et par klip fra YouTube: Nr. 1 og Nr. 2 og Nr. 3

Her også 2 klip fra mit samarbejde med sangerinden Dianne Reeves og et tysk ungdomsbigband i sommeren 2015. Klik her

Senest opdateret 15-06-2016




Seneste CD-udgivelse "Natten er så stille"

I slutningen af oktober 2015 udgav jeg min anden Solo-CD "Natten Er Så Stille", der indeholder fortolkninger af en række sange skrevet af komponisten C. E. F. Weyse. CD-en er en opfølger til min forrige udgivelse "Se, Nu Stiger Solen", og det melankolske, lyriske udtryk går igen på denne nye udgivelse. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du skulle være interesseret i at købe udgivelsen.
 

Du kan også købe CD'en online her

 

Nøglen til den danske sang

 
I februar 2016 udgav jeg et projekt kaldet Nøglen Til Den Danske Sang. Jeg har indspillet 50 danske sange til brug ved fællessang i den danske folkeskole mm. Kort fortalt går det ud på, at læreren køber et login, hvorefter man har adgang til sangteksterne til brug på smartboard/projektor mm. Når man har fundet den ønskede sang, trykker man play, og så starter akkompagnementet, og man er klar til at synge. Se mere på www.nøglentildendanskesang.dk
 

MBT Feat. Jo Lawry (voc)

 
I september 2016 har jeg fornøjelsen at præsentere den australsk/amerikanske sangerinde Jo Lawry sammen med min trio, Mads Bærentzen Trio. Vi skal spille 4 koncerter med hende her i Danmark (se nærmere info i koncertkalenderen), hvor vi præsenterer hendes egen fantastiske musik og et par andre lækkerier. I øjeblikket turnerer hun med Sting og Peter Gabriel, men sammen med os bliver der altså mulighed for at høre hende som frontfigur.
 
Se video og hjemmeside her.
 

Veronica Mortensen Quartet

 
 
I marts 2013 udkom den seneste CD med Veronica Mortensen, som jeg medvirker på. Titlen er "Catching Waves". Vi har igennem det seneste år turneret en del i Danmark og Sverige samt været en tur i Frankrig for at præsentere musikken fra albummet.
 
Musikken er primært skrevet af Veronica og spillet af bassisten Kristor Brødsgaard, trommeslageren Anton Eger samt undertegnede. Derudover har vi fornøjelsen af den fantastiske, svenske trompetist Peter Asplund, der også medvirker på nogle numre. 
 
Se vores nye musikvideo her samt en album-teaser her
 
Se mere om Veronica her - læs desuden en anmeldelse her

Aarhus Jazz Orchestra

Jeg har de seneste 15 år været medlem af Aarhus Jazz Orchestra (tidl. Klüvers Big Band). Vi spiller en lang række koncerter og projekter hvert år, denne sæson byder bla. en gallakoncert med David Sanborn, et flamenco big band-projekt i Ridehuset i Aarhus Jazz Festival 2016, skolekoncerter i Koncertsalen i DR-Byen, en turné med musikken fra vores Lars Møller-udgivelse "ReWrite of Spring" samt mange andre koncerter.

Kurt Elling

I maj 2015 var jeg på turné i Australien med Kurt Elling, denne fantastiske sanger og entertainer. Vi havde æren af at spille på Melbourne Jazz Festival sammen med Melbourne Symphony Orchestra og KE Quintet, en meget stor oplevelse, og jeg ser umådeligt frem til nye udfordringer med denne gruppe i fremtiden. Nærmere info følger.

www.aarhusjazzorchestra.dk

www.kurtelling.com

 

Mads Bærentzen  | Tlf.: +45 2620 5269 | madsbaerentzen@youmail.dk